I samarbejde med Grumpy Isa, kreeret over en større mængde is og (spildt) kaffe, kan jeg nu præsentere en liste over ting man burde holde sig meget langt væk fra, på en første date:

• Aldrig lav jokes der på den ene eller anden måde, referer til kræft
• Aldrig begynd at snakke om dine ekskærester, og diverse romantiske udflugter, I tog på
• Aldrig brug ordet porno; ligegyldig hvilken sammenhæng
• Aldrig fortæl jokes om begivenheder, din date ikke var en del af
• Aldrig benyt dig af  din dates iPhone til at samle madvarer op med
• Aldrig benyt dig af flere adjektiver end højest nødvendigt
• Aldrig kast kaffe eller andre drikkevarer udover bordet
• Aldrig få bordet ryddet før du er sikker på, din date har indtaget nok føde
• Aldrig benyt dig af stønnelyde for at beskrive din glæde over maden m.m
• Aldrig tøm bordet, hvis man nu skulle være rigtig romantiske og dele en bakke tapas
• Aldrig omtal dig selv i 3. person, ental (eksempel: “Så var man rigtig på date, hva”)
• Aldrig begynd at tale om nøgenhed, heller ikke i jokes – det fungerer bare ikke rigtig
• Aldrig flash din gane
• Aldrig slug maden mens du har øjenkontakt med din date
• Aldrig snak svensk eller latin eller nogle andre sprog, du ikke mestrer til perfektion
• Aldrig brænd din date med en lighter
• Aldrig tal om din økonomiske situation
• Aldrig lad en af dine forældre give dig et lift hen til daten – heller ikke hjem igen
• Aldrig tal om intime sygdomme
• Aldrig sut dine fingre af efter du har spist – det må du gerne lade være med at gøre helt generelt i alle situationer faktisk
• Aldrig italesæt store fremtidsplaner, der inkluderer din date og fremtidigt yngel
• Aldrig lav en detaljeret beskrivelse af din drømmefyr/pige
• Kend den flydende grænse der er mellem at være på date og dele en pizza med en ven. Især før du konstaterer det overfor alle i din omgangskreds.

Isabella Leonora

“Så var man lige tilbage på bloggen (starter godt ud med at omtale mig selv i tredje person entalt, for at sende irritationsenergien godt fra start) En sætning jeg aldrig havde troet, jeg skulle få muligheden for at skrive ned. Jeg har endnu engang været lidt væk. Så kunne det jo derimod være sjovt at sige, man har haft travlt med fede pre-parties på Jupi, brunch i New York i farmors penthouse og begivenheder som Wang x H&M, hvor jeg slæbte alle mine knogler ihjel med poser fyldt til randen med tøj, men det er ikke just det, jeg har foretaget mig i min stille stund. Hvad, der er mere realistisk, er begivenheder som at græde i fosterstilling over sølle karakterer i matematik, lavet afleveringer i fag, jeg ikke vidste fandtes og læst bøger hele natten. Jeg har dog også givet mig selv lov til at holde af andres dumheder, så jeg kan føle mig som et optimalt menneske og bare trække en smule på smilebåndet, for det er jo egentligt det, jeg bedst kan lide. Jeg bed især mærke i et indlæg, der selvfølgelig er skrevet af Fie Laursen, der omhandler en af hendes mange ture til det vilde Amerika. Denne gang havde hun valgt at besøge en fremmed, ældre mand, fordi han var rig, og kendte Drake. Og når en fremmed, ældre mand fortæller dig over Facebook, at han er rig, og kender Drake, så ved vi jo alle sammen, at det er sandheden. Fornem uanede mængder af sarkasme. En ting er vel, at man tager på denne her rejse med sine forældres opbakning, det er vel bare, hvad det er. De ord, der falder for min tunge er nok mest idioti og dumhed på højere niveau. En anden ting er så, at det hele skal skrives i en længere novelleform, som jeg fristes til at smide ind under genren science fiction, på grund af de utroværdige elementer hendes fine historie indeholder. Jeg vil ikke råde jer til at læse det. Det tager en krig, og minder mig bare om, hvor mange mennesker i universet, der blogger uden nogen som helst form for sprogforståelse. Av, hvor det skærer i mine øjne i ny og næ.”

Isabella Leonora

“Jeg har ikke været til rådighed i et lille stykke tid, da jeg er blevet overskyllet af en bølge, der hedder gymnasie/afleveringer/eksaminer. Nu er jeg her, og jeg trækker vejret trods omstændighederne. Overraskende nok alligevel.
På denne ellers fredelige søndag, har jeg i sinde, at snakke lidt om vores alle sammens yndlingsmedie. Nemlig Instagram. Kender I det, hvor man føler, man kender et andet menneske lidt for godt, fordi man har fulgt vedkommende i ekstraordinært lang tid? Det gør du aldrig. Instagram er halve sandheder med et flot filter. Instagram er de dage, hvor din makeup sidder lidt pænere, og du er i et flot lys. Instagram er den morgenmad, du kun fotograferer, når den består af avocado og granola på din fedtfattige skyr. Instagram er bare et stort filter, og vi elsker det alle sammen så højt, fordi det er der, vi kan trække vejret en ekstra gang, da vores Instagram i det mindste ser flot ud selvom du ikke har afleveret din NV-aflevering til tiden, selvom du er uvenner med din bedste veninde, selvom du stod for sent op og kom til at lave to aftaler oveni hinanden, så er din Instagram stadig flot. Det er på en eller anden måde vigtigt for os, da det er blevet en eller anden form for personkarakteristik for, hvem du er, og hvad du interesserer dig for. Det er jo ikke fordi, det kommer som et chok for nogen, når jeg siger, Instagram er halve sandheder i form af billededokumentation af dine kaffeaftaler, din søndagsbrunch eller din aftensmad, der selvfølgelig består af tre miniburgere på Ravage – alle ved, at Instagram skal tages med et gran salt. Alligevel findes der faktisk virkelige mennesker, der synes, man nu skal til at tage Instagram seriøst? Jeg tænker personligt, at det er det eneste sociale medie, hvor det er tilladt at smide et billede op af din veninde med en dobbelt latte lavet på minimælk. Jeg gider fandme ikke glo på det på min startside inde på Facebook, som jeg desuden ikke har opdateret siden murens fald. Instagram er en afhængighed i form af tidsfordriv. Det binder os sammen som en form for sekt, men det er alt for sjovt, ligegyldigt, useriøst og selviscenesættende til at give afkald på. Og til alle jer, der siger, I har Instagram, fordi I synes, det bringer minder frem, bare lad være. Hvor mange minder, kan der være bag din kaffe i en Royal Copenhagen kop og dine lange stænger, der (in)diskret pryder billedet? Jeg tror simpelthen ikke på det. Og mindet forsvinder jo ikke, hvis du ser på det i din kamerarulle. Instagram er sjovt. Jeg elsker Instagram, og (mis)bruger det generelt alt, alt for meget. Jeg elsker, hvordan jeg kan kontrollere, hvad jeg vil vise, for det er kun halvdelen af det, I ser, I ved.
God søndag. #Sundayselfie og tømmermændskaffe-tanker til jer fra mig.”

Isabella Leonora

“Åh, hvor er andre menneskers kærlighed trættende at se på i længere tid af gangen. Noget, der gør mig endnu trættere er flash mobs med kærlighed som hovedtema, der synker jeg seriøst ned på murmeldyrs niveau udseendesmæssigt. Lad mig da færdes på et torv uden, jeg skal udsættes for folk, der danser asynkront til musik, der ikke gør godt for noget. Det værste er jo ikke kærligheden, det er da meget nuttet, men det faktum at det bare er blevet brugt verden over flere gange end kræftpatienter er blevet reddet fra den forfærdelige sygdom, kan bare irritere mig lidt på højere plan, end det muligvis burde. Og det er selvfølgelig altid til de to samme sange af Bruno Mars: ‘Just the way you are’ og ‘Marry you’. Hold da helt op, det er jo som om, mennesker ikke kender til andet musik i verden. Èn ting er at idéen er blevet super original, men dermed også at vælge samme soundtrack til romancen er da også lige at hælde kilovis af salt i såret. Det menneske, der bliver friet til, har jo heller ikke en jordisk chance for at sige nej? Jeg tænker dog, at det er på tide, at sådanne flash mobs bliver spoleret med et ærligt ”nej tak, jeg vil sgu ikke giftes med dig?” – Bare så der endelig sker en lille forandring i de dansende videoer, for der er da grænser for, hvor sjove de såkaldte flash mobs kan være endnu? Jeg tænker, det var sjovt første gang. Som jeg mindes var den første flash mob med Operah Winfrey tilbage i omkring 2010, og det var, efter min mening, ganske vellykket. Selvfølgelig skal mennesker have lov til at fri i alle de lufthavne, de har lyst til, men personligt ville jeg da hellere have god mad, rødvin og udholdeligt musik i højtalerne – i stedet for dans og Bruno Mars, der synger, han vil giftes.”

Her er link til et eksmpel på dette: http://www.bt.dk/utroligt-men-sandt/her-overraskes-hun-efter-30-timers-hjemrejse-vildt-flash-mob-frieri-i-k
 

Isabella Leonora

“Noget, der har gjort lysten til livet mindre, er klart den flydende grænse, der altså bare er fra at få inspiration til at kopiere. Det er aldrig en god idé at lade sig inspirere til en grænse, hvor det bliver pinligt for dig selv i sidste ende. Jeg går så meget op i copyrights, at jeg nærmest ikke kan tænke klart på daglig basis. Ja, okay, overdrivelse fremmer forståelsen, men pointen er, at jeg synes, det er vigtigt at holde sig tilbage med kopieringen i ny og næ (læs: altid for helvede.) Instafænomener er der nok af, og jeg tror faktisk selv på, at selve ordet instafænomen snart bliver placeret i ordbogen. Når jeg taler om kopiering, er det altså ikke i forhold til yoghurtbillederne, der pryder Insta. Der skal selvfølgelig være plads til dokumentering af din morgenmad fra The Yoghurt Shop og den lidt lyse effekt, der får det hele til at se lidt mere idyllisk ud, end oplevelsen nogensinde kommer til at være. Fred være med det. Jeg tænker, det er til at føde børn over i ren frustration, når noget bliver efterlignet i en grad, hvor inspirationen er ført til kopiering. Trættende indlæg, træt menneske og trættende liv. Konklusionen er, at det er stenet at kopiere uden at give creds. Og sådan er det.”