she’s a blogger

Blogging er noget værre lort. Det er dobbeltmoralskt, det er overfladisk og det eneste nytte det egentlig gør er at det plejer ens ego. Om det er blogging via instagram hvor man uafbrudt informere omverdenen om hvor god ens mad er, hvor sjove og luksuriøse ens byture er og selvfølgelig hvor meget dyrt tøj man har, eller om det er via facebook, eller en egentlig blog som denne. Det hele tæller i mit hovede med som blogging i og med at man konstant opdatere interesserede (eller uinteresserede) mennesker om hvad man foretager sig.  Nogle gange kan man godt glemme sig selv lidt i det. Havde du, dybt seriøst, insisteret på at hælde din latte i et café-lignende glas fremfor en kop hvis ikke du skulle lægge et billede af denne på instagram? Havde du virkelig arrangeret din fucking frugtsalat så pænt hvis ikke du skulle dokumentere dette unikke og originale moment forevigt?

Når de store bloggere konstant får sponsoreret tøj og tilsendt alverdens skønhedsprodukter og andre fuldstændigt ligegyldige dimser, sender det straks et signal til resten af omverdenen at for at følge med, for at være på bølgelængde med disse fashionable overmennesker, skal man have et akkurat ligeså højt forbrug. Hvad man måske ikke lige tænker på er, at de her personer ikke har betalt en øre for det meste af deres tøj og derfor sagtens kan være bekendt at købe flere dyre ting end den almindelige borger. For hvis man får stort set alt der koster under 1000 kr foræret, er det altså en del nemmere at spare op til en Balenciaga taske. Jeg tager ofte mig selv i at sukke jaloux når nogle af mine kære, succesfyldte med-bloggere har købt det ene eller andet it-item og poster et lækkert billede af det på, ja, for eksempel Instagram. Det går sommetider bare ikke helt op for mig at jeg måske også selv har nogle, måske ikke engang materielle, ting som de ville sukke over at få fat i. Det er så fandens nemt at trække sig selv ned i misundelsens sorte hul, men det er også virkeligt vigtigt at huske at det folk viser frem er kun brudstykker af en manipuleret virkelighed. Måske har Ofelia lige købt et par overdrevet, sindssyge vintage Chanel stilletter, men måske er Ofelias mor og far ved at blive skilt (“Ofelia” er bare et fiktivt eksempel). Det jeg egentlig bare prøver at sige er, at – og jeg ved godt jeg ikke er en pioner i forhold til at tage den her diskussion op – man virkelig skal tage ting med et gran salt. For det kan være ih og åh så nemt at flygte ind i en overfladisk verden, hvor det mest spændende er at en eller anden har købt et eller andet, men nogle gange skulle man måske egentlig bare slukke sin computer og gå en tur. Er udemærket klar over at jeg sprænger rammerne for hvor dobbeltmoralsk man kan være, men denne lille konklusion var måske også en reminder til mig selv. NU, mine damer og damer, er jeg spændt på at høre; hvad synes i om det her og kan i genkende det fra jer selv?